"I Allahs Navn den Nådige, Den Barmhjertige.

Fra Muhammad Ibn Abdul-Wahhaab til hvem end det når frem til af Muslimerne.

Salamu Aleikum wa Rahmatullahi wa Barakatuhu; og dernæst:

Jeg fortæller jer at – al pris er til Allah – min Aqeedah og min religion er  det, som jeg tilbeder Allah med,  Ahl as-Sunnah wal-Jama'ah's Madhhab (retning) som Muslimernes Imamer er på, såsom de fire Imamer og deres følgere indtil Dommedagen. Men jeg forklarede (gjorde det klart for) mennesker; (om) Ikhlaas i Allahs Religion.

Og jeg forbød dem at påkalde Profeterne og de døde, fra de retskafne og andre end dem, og at sætte dem som partnere i det som man tilbeder Allah med af slagtning (ofring), aflæggelse af ed, Tawakkul (sætte sin lid til), Sujud og andet end dette som er fra det som er Allah’s Haqq, i hvilket Han ikke har nogen partner, hverken en nær Engel ej heller en udsendt Profet.

Og det er dette som profeterne har kaldt til, fra den første af dem til den sidste af dem. Og det er det som Ahlu Sunnah wal Jamaah er på. Og jeg er indehaver af (en høj) stilling i min landsby, og mit ord bliver lyttet til, og nogle af lederne benægtede dette fordi det modsagde de normer som de var vokset op med. Jeg forpligtede også dem som var under mig at udøve Salah og at give Zakaah, og andet end dette fra Allahs Forpligtelser.  Og jeg forbød renter for dem, at drikke berusende midler og andre slags af forbudte ting.

Så det var ikke muligt for lederne at tale nedsættende om det, da det var anset for værende godt hos det almindelige folk, så de gjorde deres kritik og deres fjendskab af det som jeg beordrer af Tawheed, og det som jeg har forbudt af Shirk, og de gjorde det uklart for de almindelige mennesker (og sagde); at dette går imod hvad menneskerne er på, og deraf blev al-Fitnah meget større."

(Ad-Durar as-Saniyyah, 1/64-65)