Shirk er at ligestille noget med Allâh subhânahu wa ta‘âlâ i Hans egenskaber, lovgivning, herredømme eller enhver form for tilbedelse eller rettighed som kun tilhører Allâh subhânahu wa ta‘âlâ. Shirk er en modsætning til Tawhîd og personen som laver en handling der er shirk, forlader Islâm og er ikke længere muslim. Hvis en person dør i sådan en tilstand, og ikke har lavet tawbah, så er personen død som mushrik og vil blive straffet i jahannam for evigt.

Kufr er en benægtelse af Allâhs subhânahu wa ta‘âlâ eksistens eller énhed, eller en benægtelse af at Muhammad, sallallâhu ‘alayhi wa sallam, er Allâhs Profet. Det er med andre ord benægtelsen af noget som med sikkerhed er åbenbaret af Allâh subhânahu wa ta‘âlâ. Kufr kan blive udført med ens hjerte, tunge, eller handlinger. En person som siger noget der er kufr kan dog blive undskyldt, hvis han er under tvang. Det er ikke nødvendigvis benægtelsen af Islâm som helhed der er kufr. Hvis man blot benægter én ting fra Islâm, eller bare en lille del af den, så har man også begået kufr. Kufr er en modsætning til îmân og en person som laver en handling der er kufr, forlader Islâm og bliver kâfir. Hvis en person dør i sådan en tilstand og ikke har lavet tawbah, så er personen død som kâfir og vil blive straffet i jahannam for evigt.

Ibâdah betyder tilbedelse og det er alt hvad Allâh subhânahu wa ta‘âlâ elsker, påbyder, accepterer og er tilfreds med af ord og handlinger. Almenkendte tilbedelseshandlinger er du’â, salâh, zakâh, siyâm hajj osv., men det er også en tilbedelse at underkaste sig Allâhs Lovgivning og at man elsker og hader for Allâhs subhânahu wa ta‘âlâ skyld. Hvis man udfører en tilbedelseshandling til andre end Allâh subhânahu wa ta‘âlâ, så har man tilbedt andre end Ham, og dette er shirk. Eksempelvis hvis man laver du’â til andre end Allâh subhânahu wa ta‘âlâ, eller accepterer en anden lovgivning end Allâhs Lovgivning.

Tâghût er alt hvad der overskrider sin grænse ved at tilskrive sig selv en egenskab som kun tilhører Allâh subhânahu wa ta‘âlâ. Der findes forskellige former for tâghût, men de mest kendte er: Shaytân, den som laver om på Allâhs halâl og harâm, den som regerer med andet end Allâhs subhânahu wa ta‘âlâ Lovgivning, den som påstår at have kendskab til det usete eller den som er tilfreds med at blive tilbedt. Nutidens mest udbredte tâghût er den som ikke dømmer med Allâhs subhânahu wa ta‘âlâ Lovgivning, men i stedet dømmer med menneskeskabte love og regler. For at man kan blive muslim, er det obligatorisk at fornægte og tage afstand fra tâghût.

En ilâh er en som fortjener tilbedelsen, og det er derfor en som er værdig til at blive tilbedt. Der findes kun én ilâh, og det er Allâh subhânahu wa ta‘âlâ. Han er Skaberen, Lovgiveren, Opretholderen og Han giver rizq, liv og død. Allâh subhânahu wa ta‘âlâ har mange andre navne og egenskaber og hvis man tilskriver nogle af disse navne og egenskaber til andre end Ham, så har man accepteret at andre end Allâh subhânahu wa ta‘âlâ kan være ilâh og man har derfor begået shirk. Et eksempel på dette er de folk som giver andre mennesker retten til at lovgive og bestemme hvad der skal være halâl og harâm ved at stemme på dem ved demokratiske valg. De har dermed begået shirk ved at acceptere at andre end Allâh subhânahu wa ta‘âlâ kan være lovgiver og at andre end Allâh subhânahu wa ta‘âlâ kan være en ilâh (værdig til at blive tilbedt).

Demokratiet er en styreform som bygger på at magten ligger hos flertallet af folket. Dvs. at det er et system som giver mennesket retten til at bestemme hvad der skal være halâl og hvad der skal være harâm – en ret som kun tilhører Allâh subhânahu wa ta‘âlâ. Demokratiet er derfor i modstrid med Islâm, da det guddommeliggør mennesket ved at give det egenskaber som kun tilhører Allâh subhânahu wa ta‘âlâ. Det er ikke muligt at være muslim, hvis man anerkender demokratiet, da det svarer til at man vil forene shirk og Tawhîd.  

Takfîr er at betragte en person eller en gruppe som værende ikke-muslimer og at man derfor betragter dem som kuffâr og mushrikûn. Takfîr er en fundamental del af Islâm, da man ikke kan være muslim, medmindre man laver takfîr på tâghût og dens tilhængere. Det er en udbredt misforståelse blandt mennesker i dag at takfîr ikke kan udøves af “almindelige muslimer” og det derfor kun er en lærd som er berettiget til at betragte mennesker som kuffâr og mushrikûn. Dette er forkert, da en muslim er forpligtet til at lave takfîr på de mennesker som Allâh subhânahu wa ta‘âlâ har navngivet kuffâr og mushrikûn, også selvom disse mennesker anser sig selv for at være muslimer. I givet fald har man kaldet kufr for îmân og dermed selv forladt Islâm.

En mushrik er en person som tilbeder andre end Allâh subhânahu wa ta‘âlâ eller tilskriver skabninger egenskaber som kun tilhører Allâh. Med andre ord er det en person som laver en handling der er shirk, og dermed forlader religionen Islâm. Det har ikke nogen betydning om personen ikke anerkender at han er mushrik, eller at han ikke er klar over at den handling han har lavet er shirk. Et eksempel på dette er mennesker som f. eks deltager i demokratiske valg og giver andre mennesker retten til at bestemme hvad der skal være halâl og harâm og dermed tilskriver dem en egenskab som kun tilhører Allâh subhânahu wa ta‘âlâ. Hvis et menneske dør som mushrik, så kan han ikke indtræde jannah og han vil få en evig straf i jahannam, medmindre han laver tawbah mens han stadig er i live.

En kâfir er en person som benægter Allâhs subhânahu wa ta‘âlâ eksistens eller énhed, eller benægter at Muhammad, sallallâhu ‘alayhi wa sallam, er Allâhs Profet. Med andre ord er det en som benægter noget som med sikkerhed er åbenbaret af Allâh subhânahu wa ta‘âlâ. Kufr kan blive begået med ens hjerte, tunge, eller handlinger. En person som begår kufr bliver kâfir, medmindre han er under tvang. Hvis et menneske dør som kâfir, så kan han ikke indtræde jannah og han vil få en evig straf i jahannam, medmindre han laver tawbah mens han stadig er i live